Siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar, har Europa været i panik omkring gastilførslen til Europa.
Den famøse Nord Stream 1 rørføring, som især Tyskland har været en varm fortaler for, har nu vist sig at kunne benyttes af den russiske præsident Putin i det psykologiske spil mod Europa. Det er næsten skæbnens ironi, at især Tyskland er et af de lande som bliver hårdest ramt. Gasanlægget har været til vedligeholdelse nogle gange og hver eneste gang frygter Vesten, at gastilførslen aldrig bliver åbnet igen. For nogle lande er der helt lukket – deriblandt Danmark. Russerne har indtil videre skruet ned til 20% af normal levering. I skrivende stund er gassen lukket helt på grund af en påstået gaslækage uden angivelse af nogen genåbningsdato. Det store spørgsmål er naturligvis, om der bliver åbnet igen.
Gassen bliver også brugt til at lave elektricitet og på denne måde bliver gas- og elektricitetspriserne koblet sammen med den konsekvens, at priserne bliver skyhøje for forbrugerne. Paradoksalt nok har energiselskaberne rekordhøje overskud i øjeblikket.
Vinteren nærmer sig i Europa og gaslagrene er endnu ikke helt fyldte. Dystre forudsigelser fylder mere og mere i medierne. Så det er fristende at stille følgende spørgsmål til kortene: ”Hvad gør Putin med gastilførslen til Europa til vinter?”
Følgende kort dukkede op:
Oplægget læses primært som ville man skrive et stort ”U”. De to spar viser med al tydelighed kulde og de to røde farver varme. Spar konge (Putin) har fuldstændig kontrol (spar 4) over gennemstrømningen (klør 3) af gassen (ruder 9). En kontrol som han udnytter strategisk i sit psykologiske spil mod Europa/EU. Spar konge åbner og lukker for gashanen som det passer ham. Man skal ikke underkende, at spar konge er kold og kynisk og ingen midler skyer for at få sin magt igennem. Her hjælper det ikke at bede om forståelse. Men spar 4 er ikke et kort som lægger op til, at der bliver fuldstændigt lukket for gassen. Der vil strømme lidt gas til Europa ind imellem.
Det interessante kort er hjerter 7. Jeg ser det som et energiforvirret EU, som prøver solidarisk at komme gennem vinteren. Hjerter 7 viser ofte ”a second chance” og med ruder 9 som kortet i bunden af kortstakken kommer Europa til at overleve vinteren uden at skulle ”fryse ihjel”.
Men trods det er ruder 9 et ustabilt kort, som indikerer at det er svært gætte, hvordan Putin vil reagere.
Konklusionen må være, at Europa må indstille sig på at gassen fra Rusland i denne vinter er sat på vågeblus, men ikke lukkes helt.
Skrevet 02-09-2022
Viste kort, Piatnik, Wien, Rococo