Månedsarkiv: juli 2017

En vejrmelding for august 2017

Man siger at seksualdriften og togdriften er noget af det sværeste at styre. Og noget er der nok om snakken. Ligeledes er vejret noget af det sværeste at spå om. Alligevel vil jeg vove pelsen og prøve at forudsige det danske sommervejr for august måned i år, uge for uge ved hjælp af 52 spillekort. Jeg trækker fem kort for ugerne 31-35.
Efter en noget kølig og fugtig juli måned higer de fleste vel nok efter mere varmt, tørt og solrigt vejr. Her lover fraværet af spar godt. Vi slipper for voldsomt vejr med skybrud og kraftige regnskyl. Uge 31 starter med sol (ruder), men 7-tallet er lidt ustabilt så sommervarmen bider sig ikke rigtigt fast endnu. De efterfølgende uger 32-33 er markeret af klør 3 og klør dame. Normalt tegn på skyer med lidt sol og enkelte lette sommerbyger. De mange ruder er et godt tegn på solskin og tørt vejr så de to ”indeklemte” klør vil mere indikere sommerskyer med solskin. Uge 33 bliver månedens vejrmæssige vendepunkt. Klør dame indikerer begyndelsen på en højtryksperiode. I ugerne 34-35 bider varmen sig fast. Som læseren måske har bemærket er der ingen hjerter. De indikerer som regel solskin og sommerligt vejr, men kan have en vis ustabilitet i kølvandet. Så jeg sætter min lid til de mere stabile ruder.

Skrevet 24-07-2017
Viste kort: Les Quatre Saisons, Jean Picart le Doux, Grimaud. © France Cartes 1983